SiteMap

Bestyrelse 2007 2008

Generalforsamling 2007 2008





VLTV Vesterbro Lokal TV

Vedtægter for Foreningen Vesterbro Lokal TV




§1 NAVN

Foreningens navn er Vesterbro Lokal TV; hjemstedet er København.


§2 FORMÅL

Foreningens formål er at drive Lokal TV på Vesterbro efter retningslinier afstukket af Generalforsamlingen, og i en form der medvirker til oplysning og debat, med fokus på Vesterbro og omegn. Endvidere er formålet at styrke en demokratisk og aktiverende medieudvikling, samt at arbejde for en udvidet adgang til mediet.


§3 GENERALFORSAMLING

a. Foreningens højeste myndighed er Generalforsamlingen, der afholdes årligt i april måned.

b. Ekstraordinær Generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsens flertal eller ved skriftligt krav herom til bestyrelsen fra enten - 1/2 af de Vesterbro organisationer der har betalt det årlige kontingent, eller - 1/2 af de ansatte på VLTV.

c. Indkaldelse til Generalforsamling sker i alle tilfælde af bestyrelsen ved brev til medlemmer og til ansatte med angivelse af dagsorden senest 4 uger før Generalforsamlingen.

d. Forslag til punkt e.4 skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før Generalforsamlingen afholdes. Indkomne forslag til vedtægtsændringer udsendes til medlemmer og ansatte senest 1 uge før Generalforsamlingen.

e. Dagsorden for Generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:

  1. valg af dirigent og referent
  2. bestyrelsens beretning, fremlæggelse og godkendelse
  3. regnskab, fremlæggelse og godkendelse
  4. indkomne forslag
  5. budget, fremlæggelse og godkendelse
  6. overordnet programpolitik
  7. personalepolitik
  8. valg at 6 bestyrelsesmedlemmer
  9. valg af 1 til 2 suppleanter pr. valggruppe (prioriterede)
  10. valg af revisor
  11. eventuelt
f. Der kan ikke træffes beslutning om forslag, der ikke har været på dagsordenen.

g. Alle afgørelser træffes ved almindeligt flertal. Vedtægtsændringsforslag dog undtaget.

h. Stemmeret på Generalforsamlingen har 1 repræsentant fra hver af de organisationer og foreninger på Vesterbro, som har betalt det årlige kontingent til VLTV, og ansatte, der har været ansat i mindst en måned på VLTV.

i. Generalforsamlingen lægger hovedlinierne for TV-stationens programpolitik.

j. Referatet fra Generalforsamlingen udsendes eller omdeles til organisationer, institutioner og foreninger der har betalt det årlige kontingent til VLTV, og til alle ansatte på Vesterbro Lokal TV.

k. Der kan ikke benyttes fuldmagt ved afstemninger.



§4 BESTYRELSEN

a. Bestyrelsen består af 6 personer, som vælges på Generalforsamlingen. 2 medlemmer vælges fra Vesterbro organisationer, der har betalt det årlige kontingent. 2 medlemmer vælges blandt de ansatte, der har været aktive på stationen i mindst tre måneder i tiden op til Generalforsamlingen. 2 medlemmer med medie/tv-erfaringer vælges af Generalforsamlingen; disse må ikke være ansatte på Vesterbro Lokal TV i en periode på et halvt år op til Generalforsamlingen.

b. 1-2 suppleanter valgt af egne valggrupper. Suppleanter indkaldes til bestyrelsesmøderne. En valggruppes suppleant indtræder ved et bestyrelsesmedlems forud meddelte forfald eller fravær.

c. Bestyrelsen kan nedsætte et sekretariat med ansvar for:

  • indstilling til bestyrelsen i ansættelsesspørgsmål
  • ledelsesansvar
  • redaktionelt ansvar
  • administration
  • økonomi
  • teknik
  • kurser
  • information og PR
  • kontakt til samarbejdspartnere
  • samt i øvrigt udførelse af bestyrelsens beslutninger
Sekretariatet kan delegere ansvaret for bestemte områder til ansatte og aktivister. Investeringer som ikke er indeholdt i det godkendte budget i henhold til § 5C, skal godkendes af bestyrelsen.

d. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer. Formanden vælges af bestyrelsen. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende.

e. Bestyrelsen er ansvarlig overfor Generalforsamlingen.

f. Bestyrelsen fremlægger efter indstilling fra ansatte og andre forslag til TV-stationens programpolitik.

g. Bestyrelsen tager stilling til alle spørgsmål vedrørende salg, sendetid samt til ansættelse og afskedigelse af personale.

h. Bestyrelsen udpeger de repræsentanter som skal deltage i samarbejdet med andre TV-stationer omkring sendesamvirke og andet eksternt samarbejde.

i. Bestyrelsen udpeger en redaktør med myndighed og ansvar ifølge gældende lov. I tilfælde af udgifter i forbindelse med retsforfølgelse hæfter foreningen solidarisk med den ansvarshavende redaktør.

j. Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer som er til skade for foreningen. Eventuel eksklusion kræver 2/3 flertal i bestyrelsen.

k. Bestyrelsen udarbejder produktionsaftaler omkring udsendelser der produceres på TV-stationen.

I. Såfremt et nyt bestyrelsesmedlem grundet fratræden eller af anden årsag udtræder af bestyrelsen udenfor Generalforsamlingen, indtræder en suppleant som nyt medlem. Dog således at forholdet mellem VLTV og Vesterbro Kulturuge antalsmæssigt bibeholdes. Der udpeges på førstkommende personalemøde en ny suppleant.


§5 ØKONOMI

a. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

b. Generalforsamlingen vælger for i år af gangen en revisor til at revidere foreningens regnskab.

c. Budget for kommende regnskabsår skal godkendes af foreningen Vesterbro Lokal TVs bestyrelse, senest 1. december i indeværende år.

d. Det af revisoren underskrevne regnskab fremlægges af bestyrelsen på den efter regnskabsårets udløb første kommende ordinære Generalforsamling. Den nyvalgte bestyrelse attesterer ved formandens underskrift at regnskabet godkendes.


§6 ORGANISATIONSMEDLEMMER

Organisationsmedlemmer, der har indbetalt deres årlige kontingent til Vesterbro Lokal TV, er stemmeberettigede med en stemme og kan have mulighed for at benytte Lokal TVets annoncering m.m. iflg. bestyrelsens retningslinier.


§7 ANSATTE

Ansatte på Vesterbro Lokal TV har stemmeret, når de har deltaget aktivt på TV stationen i mindst 1 måned.


§8 STØTTEMEDLEMMER

a. Der oprettes støttemedlemskab for enkeltpersoner; bestyrelsen fastsætter det årlige kontingent.

b. Der oprettes støttemedlemskab for erhvervsdrivende, bestyrelsen fastsætter det årlige kontingent.

c. Disse 2 kategorier af støttemedlemskaber er i øvrigt at regne som totalt uafhængige af Vesterbro Lokal TV, og er således uden stemmeret og indflydelse overfor Generalforsamlingen.


§9 ANSVAR

a. Foreningen tegnes af formanden, i dennes fravær af næstformanden samt et medlem af bestyrelsen.

b. Formanden eller bestyrelsen kan meddele prokura, dog ikke vedrørende køb af faste ejendom, pantsætning eller lignende sikkerhedsstillelse.

c. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.


§10 VEDTÆGTSÆNDRINGER

a. Foreningens vedtægter kan ændres ved 3/4 flertal blandt samtlige stemmeberettigede.

b. Opnås der ikke 3/4 flertal kan der indkaldes til fortsættelse af Generalforsamlingen, hvor forslaget er vedtaget, hvis mindst 3/4 af de stemmeberettigede stemmer på mødet stemmer herfor. Denne del af Generalforsamlingen skal afholdes senest 3 uger herefter.

c. Fuldmagt kan ikke benyttes ved afstemninger om vedtægtsændringer.


§11 OPLØSNING AF FORENINGEN

a. Foreningen kan opløses ved 3/4 flertal blandt samtlige stemmeberettigede.

b. Opnås der ikke 3/4 flertal kan der indkaldes til fortsættelse af Generalforsamlingen, hvor opløsningen er vedtaget, hvis mindst 3/4 af de stemmeberettigede stemmer på mødet stemmer herfor. Denne del af Generalforsamlingen skal afholdes senest 3 uger herefter.

I fald foreningen Vesterbro Lokal TV nedlægges realiseres stationens aktiver og overskuddet tilfalder et velgørende formål.


§12 VEDTÆGTERNES ANVENDELSE

a. Stridigheder om disse vedtægters anvendelse kan afgøres ved voldgift, hvortil hver af stridens parter udpeger en voldgiftsmand.

b. Disse voldgiftsmænd udpeger sammen en opmand.

Ændringer vedtaget på Generalforsamlingerne 14/5, 27/5 1998, 4/5 1999, 27/9 2001, 16/5 2002 og 30/4 2008.

Side 8 Forsiden Tilbage